5. august - 2013  - skrevet af Growingfeet

SPØRGSMÅL
Hej Rikke.
Da min søn var 3 år fik jeg af vide, at han var hypermobil. Jeg fik ikke rigtig andet af vide, end at jeg skulle være opmærksom på at købe sko, der sidder godt til, og som ikke er for tunge til ham. Men nu er han 10 år og jeg er i tvivl om, om han stadigvæk er hypermobil, hvordan finder jeg ud af det? Er det noget jeg selv kan tjekke? Og sidst men ikke mindst, er det noget han vokser fra?

Håber du kan hjælpe mig!

Med venlig hilsen
Signe

SVAR
Kære Signe
Hypermobilitet er en tilstand, hvor der er en unormal øget bevægelighed/smidighed i et eller flere led. I et overbevægeligt led er ledbåndene omkring leddet løsere end normalt, og derfor er leddet ikke så stabilt. Der er større riskiko for at leddet kan komme i yderstilling, hvor det belastes uhensigtsmæssigt. Dette svækker stabiliteten i leddet og stiller større krav til musklerne, der omgiver leddet. Ca 5-10% af befolkningen er hypermobile.

Små børn med hypermobile led er ofte forsinkede i den grovmotoriske udvikling. Dvs at de kan være længere om, at komme op at kravle og gå, fordi det er sværere for dem at opbygge den nødvendige stabilitet omkring hofte- knæ og ankelled. Det  lille barn med hypermobile led kan have symptomer som, at have svært ved at ligge på maven, have tendens til lav muskelspænding – barnet kan virke lidt slap og blød i muskulaturen. Det lidt større barn med hypermobile led kan have symptomer som balanceproblemer og være et lidt klodset barn, der ofte falder over egne ben, støder ind i ting omkring sig.

Som du selv nævner, er det vigtigt, at sko til børn med hypermobilitet sidder godt fast på foden og ikke er for tunge. For at skoen kan sidde godt fast på foden skal der derfor være en regulerbar lukkeanordning fx velcrolukning eller snørrebånd. Derudover er det en god ide at købe sko med en fast hælkappe.

Sutsko/hjemmesko kan være svære at finde med ovennævnte anbefalinger. Sandaler med fast hælkappe kan derfor anbefales som indesko.

Hvis du er i tvivl om dit barn har hypermobile led, kan du gå til din privatpraktiserende læge, der ved en generel undersøgelse af leddene vil kunne afgøre, om der foreligger hypermobilitet.

Nogle børn – oftest drenge – vokser sig fra det, når de kommer i puberteten.

Mange hilsner Rikke


Bookmark and Share

Skriv en kommentar

Velkommen til GrowingFeets Blog & Brevkasse

Her kan du få inspiration til mode og tendenser inden for børnesko, få vores bud på sæsonens favoritter, komme helt tæt på mærkerne og få gode råd om skopleje og ikke mindst sunde børnefødder.
I vores brevkasse kan du stille spørgsmål om dine børns fødder til vores sundhedsplejerske Rikke.

God fornøjelse,
Signe
Grundlægger af GrowingFeet.dk