SPØRGSMÅL:
Hej Rikke
Jeg er mor til en skøn dreng på knap 9 måneder. Han har altid været meget fremmelig motorisk. Han kravlede allerede, da han var 5 måneder og rejste sig ved sofabordet, da han var 7 ½ måned. Nu er han næsten 9 måneder og går stort set uden støtte. Når vi er på legepladsen, går han rundt om blandt andet sandkassen, som han er meget glad for. Indtil videre har han haft et par skindfutter på, men det har de ikke kunne tåle, da de bliver våde og ødelagt.
Mit spørgsmål er nu, om han skal have rigtige sko eller begyndersko?
Med venlig hilsen
Pernille
SVAR:
Kære Pernille
Hvor er det dejligt, at din søn er så dygtig motorisk. Du har nok været god til at huske at få ham meget lagt på maven allerede fra fødslen. At ligge meget på maven (når baby er vågen) er godt for mange ting, bl.a. er det med til at stimulere barnets motoriske udvikling, så det får nemmere ved at lære at rulle, komme op i kravlestilling og lære at tage fra med armene.
Når et barn skal have de første par sko, afhænger det mere om de motoriske evner end om alder. Barnet skal først have rigtige sko, når det som din søn er oppe og gå ved hjælp af støtte.
Det er vigtigt at vælge et par sko, der sidder godt fast om foden. Skoene skal ikke være mere end 1 cm større end din søns fod, for så bliver de for store og klodsede og vil genere afviklingen af hans små skridt. En lille støvlet med fast hælkappe vil jeg anbefale. Gerne et par der går lidt op over over anklen og giver en god støtte. Der findes en del begyndersko, der opfylder disse krav samt har en skridsikker sål, der kan tåle vand. De fleste begyndersko er også lavet i et let materiale, så de ikke vejer så meget.
Et par skindfutter kan ikke holde til at blive brugt udendørs på denne årstid. Derudover giver de heller ikke nok varme til de små fødder.
Mange hilsner
Rikke