Vægt på sko til hybermobil

SPØRGSMÅL:

Hej Rikke

Jeg er mor til en dreng på 5 år. Vi er desværre først nu blevet opmærksomme på, at han er hypermobil i hans fodled. Vi er blevet anbefalet at købe sko, der ikke vejer så meget – hvor meget må sko veje og hvilke sko kan du anbefale? Er der andet vi skal være opmærksomme på, når vi køber forårssko og sandaler her inden længe?

Hilsen Mette

 

SVAR:

Hej Mette

Hypermobile led hos børn er ret almindeligt og findes i forskellige grader. De børn, der har meget hypermobile led, vil oftest blive opdaget tidligt, da deres motoriske udvikling vil være forsinket. De er oftest sene til at nå de almindelige milepæle, som fx at kravle og gå. De børn, der er mindre hypermobile, har mildere symptomer, men de kan have svært ved at følge med og bliver normalt hurtigere trætte, når børnehaven er på gåtur.

Børn og voksne med hypermobilitet vil desuden oftere forstuve hånd og fodled.

Det  vigtigste du som forældre kan gøre for at forebygge skader, er at hjælpe dit barn med at opbygge en stærk muskulatur omkring fodleddet.  Når muskulaturen bliver stærk, vil den overtage beskyttelsen af leddet. Nogle forslag kunne være at lade dit barn gå og løbe på et ujævnt underlag fx skovbund, gå på line eller hoppe på trampolin.

Med hensyn til fodtøjet er det vigtigste at købe sko, der sidder godt fast på foden. Derfor skal der være snørebånd eller velcro til at stramme skoen fast (selvfølgelig må barnet gå i gummistøvler, men kun i regnvejr, så brugen begrænses), og skoene må ikke være for store. Voksetillægget bør ikke være mere end 1 -1,2 cm, for at undgå at foden “svupper” op og ned ved gang.  Hælkappen skal være stabil og slutte fast om hælen. Sålen skal være bøjelig. Det er ikke muligt at komme med helt konkrete anbefalinger mht. vægten af fodtøjet, men generelt kan det siges, at sko og sandaler med rågummisåler hører til blandt i den tunge ende, og bør derfor fravælges, mens sko og sandaler med en let gummisål vil være bedre. Mærker som Bisgaard, Pom Pom, Superfit og Primigi anbefales som lette. Men er du i tvivl så spørg altid, der hvor du køber dine børnesko.

Med venlig hilsen Rikke


Skaderne ved for små eller for store sko.

SPØRGSMÅL:

Hej Rikke
Jeg er på udkig efter et par nye vinterstøvler til min datter på 2 1/2 år. Jeg har fået et godt råd af min mor, der mener, at jeg skal købe vinterstøvlerne med 2 cm voksetillæg, så hun kan vokse i dem over vinteren. Umiddelbart syntes jeg, at det lyder af meget og er i tvivl om det er for stort voksetillæg. Derfor vil jeg høre om det er skadeligt for børns fødder at gå i for store eller for små sko.
Hilsen Marie

SVAR:

Hej Marie.
Børn har bløde og fleksible fødder. Musklerne og leddene er ikke stive som hos os voksne. Det betyder, at børn ikke nødvendigvis mærker smerte eller ubehag, hvis deres sko er for små. Barnet vil blot kompensere ved at krumme tæerne sammen ind under foden, eller lade tæerne være presset sammen, så de kommer til at ligge ind over hinanden. Hvis skoene er for store, skal barnet bruge unødvendigt mange kræfter for at holde skoene på, og så slæber børnene fodtøjet med sig, så der ses et markant slid på skoenes hæle. Når børnene har sko på der passer i størrelsen, vil sliddet på sålen være fordelt ligeligt over hæl og ydersiden af sålen frem mod tæerne.

Når børn skal have nye sko, bør der ikke være mere end 1,5 cm voksetillæg. Der bør være ca 5 mm til at foden kan glide frem, ca 3 mm til skonæsens runding og ca 7 mm til at vokse i. Ved Prewalkers bør der dog ialt kun være 1 cm voksetillæg.

Børnefødder vokser lidt i ryk, så derfor anbefaler vi at forældrene tjekker barnets sko mindst hver 2. måned. Vær ekstra opmærksom på de mindste børns sko, da deres fødder vokser hurtigst. Som tommelfingerregel kan man sige, at børnefødder vokser som beskrevet nedenfor:
- børnefødder 0-2 år vokser ca 2 cm om året
- børnefødder 2-6 år vokser ca 1 1/2 cm om året
- børnefødder 6-11 år vokser ca 1 cm om året.

Det er altså af stor betydning, at børnenes sko er den rigtige størrelse. Kun 2% af alle børn fødes med forkert fodstilling. I 18 års alderen er dette tal steget til 30%. Går barnet i for små sko over længere tid, er der risiko for misdannelse af foden. Har fødderne først fået fejlstilling er det meget vanskeligt at gøre noget ved. Går barnet i for store sko “svupper” foden rundt i skoen, og barnet bruger derfor ekstra kraften på, dels at holde skoen på foden, dels på at holde balancen. Konsekvensen af dette kan være, at foden vokser skævt.

Bemærk at det altså kun er hvis barnet gennem lang tid går i forkerte sko, at det kan have betydning for en fejlstilling. Hvis du opdager, at dit barn har haft for små sko på, er der ikke andet for end at være ekstra opmærksom på dette fremover.

Mange hilsner
Rikke


Vinterskogarderobe til hypermobilt skovbørnehavebarn

SPØRGSMÅL:

Hej Rikke

Min datter på 3 år er hypermobil i svær grad og går i skovbørnehave. Hendes motoriske udvikling har været fænomenal siden hendes opstart i april, hvilket er til stor glæde for hende selv, men også for os som forældre.

Men nu hvor vinteren nærmer sig, er jeg begyndt at gøre mig tanker omkring vinterstøvler til hende. For ud over at yde hende den støtte hun har brug for, skal støvlerne også kunne holde hende varm og tør i mange timer hver dag – i al slags vejr.

Jeg påtænker at købe 2 par til børnehaven, så der er noget at skifte med, hvis et par alligevel bliver våde.

Sidste vinter havde hun et par af Angulus vinterstøvler med velcro-remme og rågummi-såler, lidt tunge, men hun gik godt i dem. Jeg finder dem dog ikke særligt praktiske i en skovbørnehave med de store mængder mudder og vand, som den danske vinter typisk byder på :)

Hvilke vinterstøvler ville du anbefale til dette formål?

Jeg ville også rigtig gerne købe et par Angulus støvletter til hende til pænt brug. Jeg ved godt, at det ville være bedre for hende med velcro eller snørebånd, men Angulus begynder-støvletter går desværre ikke op i str. 25-26 :( Ville hun kunne bruge et par støvletter med elastik, eller skal jeg skyde en hvid pil efter den tanke?

På forhånd tak for svar.

Mange hilsner fra Camilla


SVAR:

Hej Camilla

Alle børn fødes med bløde og bevægelige led. Nogle børn fødes med ekstra bløde led. De kan derfor strække leddene ud i yderstillinger, det kaldes at leddene er hypermobile.

Disse børn vil ofte være lidt langsommere til at udvikle sig motorisk – de kan være senere til at kravle og gå. De større børn (over 3 år) kan blive trætte i benene, når de går langt.

Hos børn med hypermobile led, er det meget vigtigt at musklerne omkring leddene styrkes. Det er meget vigtigt, da musklerne kan være med til at “holde leddene”. Det gøres fx ved at gå på ujævnt underlag (fx skovbund). Da din datter går i skovbørnehave, vil hun gå på det, for hende, perfekte underlag mange timer hver dag. Måske er det netop derfor, du har oplevet et kæmpe ryk i din datters motoriske udvikling efter start i skovbørnehaven.

At gå i skovbørnehave stiller store krav til ordentlige sko/støvler – ikke mindst om vinteren, hvor fødderne skal holdes tørre og varme. Jeg vil anbefale dig at købe to par gode vinterstøvler, så er der lidt at skifte mellem. Køb et par der sidder godt fast på foden med velcro eller snørebånd, ikke er for tunge og har en god bøjelig sål. Det kunne fx være fra Bisgaard eller Superfit.

Det vigtigste for din datters fødder er, at de sko hun har på til hverdag, opfylder ovenstående krav. Jeg mener bestemt, at der er plads til et par støvletter til pænt brug – gå blot efter et par med god hælstøtte og køb med med 1 – 1,2 cm voksetillæg. Angulus har god hælstøtte og har både slanke og brede modeller.

Mange hilsner

Rikke

 

 


				

Skævfod eller blot naturlig indaddrejning af foden?

SPØRGSMÅL:
Kære Rikke.

Min datter på 9 år går indad. Hun bruger str. 33. Hvilke sko og sandaler vil I anbefale?
Har haft sandaler fra Angulus med fast hælkappe, men der gik hun også indad.

Mange hilsner
Charlotte


SVAR:
Kære Charlotte

Mange børn har en naturlig indaddrejning af foden. Fødderne ændrer sig gennem barndommen, og langt de fleste børn vil ikke have problemer med indaddrejning af fødderne, når de kommer op i teenagealderen.

Nogle få børn fødes med det, vi kalder skævfod. Det betyder, at forfoden er indaddrejet i forhold til bagfoden. Det ses, ved at barnets tæer peger mod hinanden, og der kan være en bøjefure i svangen. Om det er det din datter har, må du have en fagperson til at vurdere. Det kan jeg ikke fastslå ud fra det, du skriver.

Skævfod vil hos de store børn fra 8-10 års alderen typisk ses ved, at skoens inderside trædes i stykker, og skoen bliver skæv. Derfor er det af stor betydning, at barnets fodtøj har en fast hælkappe – så holder skoene sig simpelthen bedre, og det vil være sværere at gå skoene skæve.

At have en skævfod er en helt ufarlig tilstand, eneste ulempe er at barnets sko skal skiftes hyppigere. Fødderne vil altså ikke blive rettet op uanset hvilke sko barnet får på, og barnet vil fortsat have skæve fødder. Så generelt vil jeg anbefale dig at købe “rigtige” sko, dvs skindsko med en fast hælkappe, i stedet for sneakers, da de fleste sneakers ikke har nogen særlig støtte eller stærk hælkappe. Dvs. mærker som Angulus, Bisgaard, Arauto RAP, og skal det være sneakers, så prøv GEOX eller fra Adidas, der har en model, der hedder Adidas Flux, som har en ekstra forstærkning på hælen, som gør den mere stabil.

Håber du kan bruge mit svar.

Med venlig hilsen
Rikke


Støvletter uden snørebånd til platfod?

SPØRGSMÅL:

Hej Rikke.

Jeg har en datter på 3 år, som er platfodet. Jeg er interesseret i at høre, om det er “okay” at købe støvletter til hende, fra fx Angulus eller pompom? Altså støvletter, som ikke spændes eller snøres, men bare har elastik i siderne.

Kan den slags sko bruges til en pige med platfod? eller skal det være de helt praktiske sko med snørebånd ? :-)

På forhånd tak.

Mvh Janni

 

SVAR:

Kære Janni

Rigtig mange børn har platfod i de første leveår – over halvdelen af børn på 3 år og derunder. Det skyldes en naturlig fedtpude, der udfyldes svangen, og langt de fleste børn vokser sig fra det inden skolealderen.

At have en platfod betyder, at indersiden af foden ikke har den normale hvælving – når man står på foden, vil hele fodsålen være i kontakt med underlaget.

En platfod kan enten være bevægelig (langt de fleste) eller stiv. Ved den bevægelige er der ingen hvælving under indersiden af foden, når barnet står normalt, men hvælvingen kommer frem, når barnet står på tæer. Denne type platfod forsvinder oftest af sig selv, i takt med at barnet vokser, og der er ikke behov for tiltag eller behandling.

Ved den stive platfod, kan hvælvingen slet ikke frembringes og fodens bevægelighed kan være nedsat. Denne type platfod, vil ofte kræve behandling med indlæg i fodtøjet. Her vil det være en god ide, at få barnets fødder vurderet af en børneortopædkirurg.

Generelt er det vigtigt – for alle mindre børn – at købe fodtøj med bløde og bevægelige såler, der følger barnets fod under gang og løb.

Vær opmærksom på, at fodtøjet sidder godt til foden – dette er oftest lettest med snøre eller velcro, men et par støvletter med en god elastik i siden, vil nok også kunne benyttes. Hvis jeres datter har en bevægelig platfod – som altså er helt almindelig hos børn på hendes alder, vil I formentlig godt kunne finde en støvlet, der sidder godt fast på hendes fødder, og her vil både Pom Pom og Angulus være helt OK.

Med venlig hilsen

Rikke

 


Brugte sko til børn?

SPØRGSMÅL:

Hej Rikke
Jeg har købt de fineste, let brugte Angulus forårssko til min datter på 3 år. Min veninde siger nu til mig, at det ikke er så smart at give børn brugte sko. Nu er jeg blevet i tvivl om det er forkert og skadeligt for min datter fødder. Skoene jeg har købt har kun været brugt ca 5-10 gange. Er det rigtigt at det kan skade børns fødder at gå i brugte sko – eller er det en myte?
Med venlig hilsen Sofie


SVAR:

Hej Sofie
Der er en udbredt opfattelse af, at børn ikke må arve fodtøj efter hinanden. Men der er nogle situationer, hvor fodtøj godt kan gå i arv.

Du kan med god samvittighed give dit barn brugte sko på hvis følgende er iorden:
- Sko hvor sålen ikke er slidt skæv.
- Sko hvor der ikke er en synlig, fast fold der, hvor skoen bøjer for at følge tæerne under gang.
- Sko der ikke er synlig skæv set udefra
- sko der kun er meget lidt slidt på overlæderet (Generelt kan man sige, at sko der kun har været brugt meget lidt, godt kan bruges af et andet barn)

Gummistøvler er derfor oplagt arvefodtøj. For gummistøvler kan ikke indvendigt tage form efter en bestemt fod. Du kan derfor mange gange tage imod et par brugte gummistøvler, når bare den indvendige sål ikke er slidt skæv.

En god tommelfingerregel er, at jo yngre børn er, jo oftere kan de arve fodtøj efter hinanden. Derfor kan vuggestuebarnets sko oftere gå i arv. Derimod er det sjældent en god ide at lade børnehavebarnets sko gå i arv. Børn i børnehavealderen løber og går meget, så det er meget sandsynligt, at skoen har taget form og er slidt efter barnets fod og måde at bevæge sig på.

Med venlig hilsen
Rikke


Ekstra støtte til hypermobile led

SPØRGSMÅL:

Hej Rikke.

Jeg har en søn på 5 år, som har en bred forfod – stor storetå, som hurtigt påvirkes med hård hud og smerter ved neglen, hvis hans sko ikke er brede nok. Desuden har vi ved 5 års undersøgelsen fået at vide, at han har løse ledbånd i begge ankler – jeg tror det er medfødt, fordi han fuldstændig ligner min morfar i sin karakteristiske gang. Lægen har derfor anbefalet sko med fast hælkappe og snørebånd og helst lidt svang. Er du enig i dette? Vi har et balancebræt fremme i stuen, som vi alle tager en tur på engang i mellem – er det også en fordel for ham? Næste spørgsmål er så, hvordan vi i den store jungle af skomærker skal kunne finde sko, støvler og næste år sandaler, der er egnede til netop hans fod? Jeg vil desuden høre om hvad konsekvenser, det kan have med disse løse ledbånd – han er f.eks. lige begyndt at spille fodbold, og jeg forestiller mig at netop denne sport og den type sko, der bruges til det ikke passer så godt til den type fod? Tusind tak for muligheden for at stille spørgsmål her, for jeg ved ikke, hvor jeg skal gå hen med det ellers.

Med venlig hilsen

Lykke

 

SVAR:

Hej Lykke.

Når børn har hypermobile led (løse ledbånd) som din søn, anbefales det at give fødderne ekstra støtte. Den ekstra støtte kan gives ved at skoene har en fast hælkappe. Hælkappen skal helst være fast og robust, og må ikke let kunne trykkes ind.

Det er også vigtigt at købe sko, der sidder godt fast på fødderne – de må altså ikke “svuppe” op og ned når barnet går. Dette sikres ved, at der er en regulerbar lukkeanordning fx snørebånd eller velcrolukning. Let svangstøtte kan også anbefales. Lad der ikke være mere voksetillæg end max 1 – 1,2 cm.

Det er meget vigtigt for alle børn, men særligt vigtigt for børn med hypermobile led, at styrke musklerne omkring leddene. Lad din søn gå ture på ujævnt underlag (skov), gå på line på kantsten, og i det hele taget lege udendørs. Så får han løbet, cyklet mm. Balancebræt er også et udemærket supplement til dette.

Mht. fodbold er det faktisk en rigtig god sportsgren at dyrke. Her bliver løbet en masse, og musklerne styrkes. Der er selvfølgelig også risiko for at han vrikker om, men det at dyrke sport, styrker også hans muskler, og det er dem, der skal kompensere for de løse ledbånd. Derimod kan sport der tvinger leddene ud i yderstillinger, som fx ballet ikke anbefales.

Du spørger på hvilke mærker vi anbefaler, og da din søn både har bred forfod og løse ledbånd, vil jeg anbefale dig at kigge på mærker som Angulus og Arauto RAP, begge disse mærker har god plads til tæerne og god hælstøtte.

Jeg håber, du kan bruge mit svar.

Mange hilsner

Rikke


Høje hæle til store børn?

SPØRGSMÅL:
Hej Rikke
Jeg er mor til en 11 årig pige. Hun ønsker sig højhælede sko. Jeg er usikker på om det er usundt for hendes fødder, at begynde at gå i højhælede sko så tidligt.
Venlig hilsen Sara

SVAR:
Hej Sara
At gå i højhælede sko er absolut ikke sundt for kroppen.
Foden er skabt til at bære hele kroppens vægt, hvilket kan være ret mange kilo under løb og hop. Når man tager højhælede sko på, skal forfoden bære hele kroppen, hvilket er ekstremt belastende for ankler, knæ, bækken og ryg. Ankelledet er meget ustabilt i højhælede sko, og det er svært for børn at holde balancen, og der er derfor stor risiko for at komme til at vrikke om og måske være uheldig at forstue ankelen. Selv med en hæl på kun 2,5 cm bliver presset på forfoden øget med 22%. Med en hæl på 5 cm bliver presset øget med 57%.

Højhælede sko er hverken praktiske eller behagelige for børn at have på. Børn skal have mulighed for at løbe og lege, og dette bliver hæmmet gevaldigt, hvis et barn er iført højhælede sko.

Mit råd vil være at undgå højhælede, så længe man er barn. Der findes så utrolig mange smarte sko og støvler – også til de store piger på 11, 12 og 13 år, der ikke har høje hæle. Mon ikke det lykkedes for jer at finde et par fine, flade sko. Det håber jeg.
Mvh Rikke


Sko til “lære-at-gå” alderen

SPØRGSMÅL:
Hej Rikke

Jeg har en datter på 15 mdr. Hun går ikke selv endnu, men kan gå med støtte samt gåvogn. Hun har taget max 10 skridt uden støtte, men det sker langt fra hver dag. Hun mangler dog stadig lidt balance og går en del ud af på højre fod. Er meget i tvivl om, hvad hun skal have af sko. På nuværende tidspunkt har hun et par prewalkersko sko fra Bundgaard til indendørsbrug og uden fast sål. Derudover har jeg købt et par superfit sandaler til hende, de er dog rimelig stive i det, men støtter hende godt om anklen. Har du nogle gode råd til, hvad hun skal have af sko?

Venlig hilsen
Marie Louise

SVAR:
Kære Marie Louise
Hvornår børn lærer at gå er meget forskelligt. De fleste børn lærer at gå, når de er mellem 12 og 15 måneder. Der er også børn, der går allerede, når de er ti måneder, og børn der går, når de er 1 1/2 år. Begge dele er inden for den normale motoriske udvikling.

Inden børn kan gå selv er det bedste for den motoriske udvikling faktisk, at de har bare tæer. Hvis de får sko på for tidligt kan det være vanskeligt for dem at bruge fødder og tæer godt, når de ligger og kravler og øver sig i at komme op at stå.

Når det er tid til de første par sko er det vigtigt at se efter sko, der giver god støtte. Derfor er en sko, der går lidt op over ankelen gode. Derudover skal sålen være blød og eftergivelig. Køb ikke sko med større voksetillæg end 1 cm. Hvis der er mere kan skoen svuppe op og ned. Velcro eller snøre sikrer, at du kan spænde skoen godt fast på foden.

Med venlig hilsen
Rikke


Åbne eller lukkede sandaler?

SPØRGSMÅL:

Hej Rikke.
Vi er lidt uenige herhjemme ang. sandaler til vores knægt på 5 1/2 år. Han er lidt en klodsmajor og får tit (hver dag) skrammer. Han spiller fodbold hele tiden, uanset hvad han har på af fodtøj. Jeg mener derfor at en lukket sandal stadig er det rigtige, så han ikke slår sine tæer, men hans far slår et slag for de åbne sandaler. Min mor, som er uddannet i skobutik, mener også at de lukkede vil være bedst, men mener det er bedst jeg spørger en udefra, så farmand ikke tror det er en sammensværgelse :D. Hvad mener du… åbne eller lukket sandaler?

M.V.H.
Sisse M

SVAR:

Kære Sisse

Det lyder til, at I har en dreng, der er rigtig glad for at bruge kroppen og være fysisk aktiv. Når man er et meget aktivt barn, får barnet selvfølgelig flere skrammer og blå mærker, end et barn der er mindre aktivt. Støt ham endelig i at lege udendørs, da det stimulerer hans motoriske udvikling.

Det vigtigste når I køber sandaler til jeres dreng er, at sandalerne sidder godt til på foden. Vær opmærksom på, at der er god støtte og at sandalen kan spændes godt fast. Jeres søn spiller fodbold, uanset hvad han har på fødderne, så umiddelbart tænker jeg, at det nok er rarest for ham at have en lukket sandal for at skåne tåspidserne. Men hvis I beslutter jer for en åben, kunne I evt supplere med et par lette sommergummisko, som han kan få på, når han skal over og spille fodbold.

Lad ham endelig også løbe i bare tæer, så meget som muligt derhjemme og på stranden. Det træner musklerne naturligt og forebygger fodproblemer senere i livet.

Mange hilsner
Rikke


Velcro eller snørebånd?

SPØRGSMÅL:
Kære Rikke

Min datter der bliver 5 her i juni ønsker sig et par smarte gummisko. Vi har fundet et godt par, der sidder rigtig godt på hendes fod. Problemet er bare, at de er med snørebånd, og hun kan ikke binde dem selv. I børnehaven vil de helst have børnene har sko med velcro, hvis de ikke selv kan binde deres snørebånd. Mit spørgsmål er nu, hvornår kan jeg forvente, at hun selv kan binde dem.

Mvh Pernille

SVAR:
Kære Pernille

Hvornår børn kan lære, at binde snørebånd afhænger af, hvor godt udviklet deres finmotorik er. De fleste børn vil let kunne lære det, når de er ca 5-6 år.

Forudsætningen for at have en god udviklet finmotorik, er at den bliver trænet. Det trænes gennem leg og almindelig dagligdags gøremål. Lege der træner finmotorikken er fx at trække perler på snor/perleplader, modellervoks, tegne og klippe med en saks, lave puslespil. Dagligdagsting der udvikler finmotorikken er fx, at hjælpe med, at lave mad (snitte grøntsager), selv tage tøj af og på, spise mad med kniv og gaffel, dække bord mm. Alt dette er med til at gøre barnet mere og mere selvhjulpen, og at øve at binde snørebånd, er blot en ting i rækken af mange, børn skal øve sig på.

Jeg vil foreslå, at du taler med din datter om, at når hun får de fine gummisko, så vil I voksne lære hende at binde dem selv. Øv det lidt hver dag, så er jeg sikker på, at hun får det lært i løbet af kort tid. Snak med børnehaven om, at I træner, så er jeg sikker på at de gerne vil hjælpe hende med, at få dem rigtigt godt på fødderne her i starten.
Held og lykke med det.

Med venlig hilsen
Rikke


Behov for forfodsstøtte

SPØRGSMÅL:
Hej Rikke

Jeg har en datter som har et mildt behov for et forfodsstøtte som i første omgang skal forsøges uden kontakt til bandagist. Hvilke mærker kan jeg gå efter eller indlægssåler til børn…?

Hilsen Stine

 

SVAR:
Hej Stine
Jeg antager, at din datter er ca. 1-2 år, og jeg vil derfor anbefale dig at købe sko med god støtte til hele foden.

Det du skal være opmærksom på er, at skoen kan spændes godt fast til foden ved hjælp af snørebånd eller velcro. En fast hælkappe er også et must. Skoen må gerne gå højt op, dette giver ekstra støtte i fodleddet. Vælg en sko, hvor sålen er blød og let at bøje. At skoen ikke vejer så meget, er et ekstra plus. De fleste begyndersko fra danske leverandører vil leve op til det jeg beskriver her, så vælg fx en begyndersko fra Bisgaard, Angulus eller Pom Pom.

Håber du kan bruge svaret, ellers er du velkommen til at skrive igen med flere uddybende detaljer.

Hilsen Rikke


				

Anbefalet fodtøj til platfodet og hypermobile børn

Spørgsmål:
Kære Rikke.

Jeg har en søn på 5 år som er slemt platfodet på højre fod og er desuden også hypermobil. Hvilke sandaler og sneakers vil du anbefale mig at købe?
Mvh
Patricia

Svar:
Kære Patricia
Det er ganske normalt fortsat at være platfodet i 5 års alderen. Langt de fleste børn vokser sig fra det uden behandling.
Når din søn både er platfodet og hypermobil, er det meget vigtigt, at du finder fodtøj, der giver ham en god støtte. Der bør derfor både være fast hælkappe og god støtte til anklerne. Sko og sandaler bør sidde godt til om foden. Dette gøres bedst med en god lukkeanordning som velcrolukning eller snørebånd. Vælg sko der ikke er for tunge og sørg for at voksetillægget ikke bliver større end 1-1,2 cm.

Af sneakers med fast hælkappe, der sidder godt på foden kan jeg nævne fx Geox, de er samtidig åndbare og giver dermed fødderne et godt indeklima, så de er behagelige at have på. Og mht. sandaler vil jeg anbefale dig at gå efter en lidt sporty model, hvor sålen er let i stedet for rågummi, der godt kan være lidt tungt. Det kunne fx være fra Bisgaard, Arauto Rap eller Naturino, der alle har lette sporty sandaler med fast hælkappe og lukket tå.

Med venlig hilsen
Rikke


Hypermobil og gummistøvler.

SPØRGSMÅL:
Hej Rikke.
Jeg er på udkig efter sko og sandaler/ sutsko med fast hælkappe til min søn på 5 år str. 32. Han er hyblermobil. Hvad gør jeg med gummistøvler?
Hilsen Janne

SVAR:
Kære Janne.
Tak for dit brev. Alle børn er født med bløde og bevægelige led. Nogle børn har dog særligt bløde led. Det hedder at være hypermobil. Hypermobile led skyldes, at ledbåndene omkring leddene er eftergivelige. Når børn har hypermobile led, udvikler de sig ofte lidt senere motorisk end deres jævnaldrene. De er ofte senere om at kravle og gå. Disse børn har behov for at deres fodtøj giver dem særlig støtte. Det er derfor vigtigt at vælge en kvalitetssko, der kan spændes godt fast til foden. Sålen skal være blød og let at bøje, så den følger fodens bevægelser. Skoen skal gerne veje så lidt som muligt, så det ikke er svært at løfte fødderne pga skoens vægt. Fast hælkappe er vigtigt, i det omfang det er muligt.

Som indesko kan anbefales et par gode sandaler, eller bare fødder, når temperaturen tillader det. Der findes desværre ikke gummistøvler, der kan reguleres ind og dermed give den støtte til foden, som er optimal for disse børn. Det bedste råd jeg kan give er at købe gummistøvler, der er smalle, og evt lægge en sål i bunden. Ved at gøre det, sidder gummistøvlen så fast til foden, som det er muligt. Brug gummistøvlerne med omtanke; kun når vejret absolut ikke tillader andet fodtøj.

Derudover er det en god ide at lave øvelser, der styrker musklerne. Dette gøres ved at bruge kroppen på forskellig måde. Fx ligge på ryggen på en stor bold, gå ture på ujævnt underlag (skov), gå på line på en kantsten, løbe op og ned ad bakker, cykle, løbe på løbehjul mm.

Hilsen Rikke


Begyndersko eller rigtige sko?

SPØRGSMÅL:

Hej Rikke

Jeg er mor til en skøn dreng på knap 9 måneder. Han har altid været meget fremmelig motorisk. Han kravlede allerede, da han var 5 måneder og rejste sig ved sofabordet, da han var 7 ½ måned. Nu er han næsten 9 måneder og går stort set uden støtte. Når vi er på legepladsen, går han rundt om blandt andet sandkassen, som han er meget glad for. Indtil videre har han haft et par skindfutter på, men det har de ikke kunne tåle, da de bliver våde og ødelagt.

Mit spørgsmål er nu, om han skal have rigtige sko eller begyndersko?

Med venlig hilsen
Pernille

 

SVAR:

Kære Pernille

Hvor er det dejligt, at din søn er så dygtig motorisk. Du har nok været god til at huske at få ham meget lagt på maven allerede fra fødslen. At ligge meget på maven (når baby er vågen) er godt for mange ting, bl.a. er det med til at stimulere barnets motoriske udvikling, så det får nemmere ved at lære at rulle, komme op i kravlestilling og lære at tage fra med armene.

Når et barn skal have de første par sko, afhænger det mere om de motoriske evner end om alder. Barnet skal først have rigtige sko, når det som din søn er oppe og gå ved hjælp af støtte.

Det er vigtigt at vælge et par sko, der sidder godt fast om foden. Skoene skal ikke være mere end 1 cm større end din søns fod, for så bliver de for store og klodsede og vil genere afviklingen af hans små skridt.  En lille støvlet med fast hælkappe vil jeg anbefale. Gerne et par der går lidt op over over anklen og giver en god støtte. Der findes en del begyndersko, der opfylder disse krav samt har en skridsikker sål, der kan tåle vand. De fleste begyndersko er også lavet i et let materiale, så de ikke vejer så meget.

Et par skindfutter kan ikke holde til at blive brugt udendørs på denne årstid. Derudover giver de heller ikke nok varme til de små fødder.

Mange hilsner
Rikke

 


Thermostøvler som supplement – ikke primært fodtøj.

SPØRGSMÅL:
Hej Rikke

Jeg er mor til to dejlige drenge på 2 og 5 år. Sidste vinter købte jeg både vinterstøvler og thermostøvler til den ældste. Det meste af tiden brugte min store dreng dog kun thermostøvlerne. De var hurtigst og nemmest for ham at få på og af. Derfor overvejer jeg kun at købe thermostøvler til ham. Vil det mon være ok?

Med venlig hilsen

Nanna.

 

SVAR:
Hej Nanna.

Thermostøvler er vandtætte og er lavet af et isolerende materiale. Derudover er der et varmt foer i. Dette sikrer varme og tørre børnefødder i vådt og koldt vejr. Thermostøvler er et godt og næsten uundværligt supplement til vinterstøvlerne, især til børn der er meget ude at lege i alt slags vejr. Thermostøvler er dog ikke beregnet til, at være vinterens primære fodtøj, da de sidder løst på foden, og dit barn bliver nødt til at spænde i fødderne ved hvert skridt det tager, for at få støvlen “med”. Dette kan hos nogle børn give overbelastningsskader i fodens muskler, sener og små led.

Jeg vil anbefale dig at anskaffe både thermostøvler og vinterstøvler. Køb evt. vinterstøvler med velcrolukning, så kan du hurtigt lære din søn, at det også er hurtigt at tage disse af og på. Et andet tip kan også være at anskaffe en støvleknægt. Så kommer støvlerne hurtigt og nemt af. Kunne også være en idé, at have et par stykker stående i børnehaven.

Mange hilsner Rikke


Vinterstøvlernes voksetillæg.

SPØRGSMÅL:
Kære Rikke
Jeg er allerede nu i gang med at undersøge hvilke vinterstøvler jeg skal købe til min søn på 1 ½ år. Er noget i tvivl om hvor meget jeg kan forvente, at hans fødder vokser hen over vintermånederne. Hvad anbefaler man af voksetillæg?
Mvh  Charlotte

 

SVAR:
Kære Charlotte

Børns fødder vokse ofte i ryk. Hos de små børn under 2 år, kan man forvente at de vokser ca. 2 cm på et år. Fødderne hos børn mellem 2 og 6 år vokser ca. 1 ½ cm om året, og de store børns fødder mellem 6 og 11 år vokser ca. 1 cm om året.

Generelt anbefaler man et voksetillæg på 1-1 ½ cm. Men det kan være en fordel at vælge vinterstøvler lidt støre end dette, da der skal være plads til en ekstra sok. Det er en god ide, at give barnet en uldsok på i vintermånederne, da uld er godt til at lede fugt væk fra fødderne, så de ikke føles kolde og klamme.

Jeg vil anbefale, at du har to par støvler til dit barn; et par almindelige vinterstøvler med uldfoer og et par termostøvler til de dage hvor det er meget vådt og sjappet.

Tjek jævnligt størrelsen af dit barns fodtøj. En fod består af 26 knogler. Hos mindre børn er knoglerne meget bløde og fødderne vil i langt højere grad forme sig efter skoene, og de mindste børn vil ofte ikke beklage sig over for småt fodtøj, da de ikke på samme måde som større børn og voksne vil mærke, at det gør ondt.

Husk i øvrigt at beskytte fodtøjet; imprægner både sko og støvler jævnligt. Dels holder fodtøjet sig pænere, dels mindsker du risikoen for, at fødderne bliver våde og kolde.

Med venlig hilsen
Rikke


Nike Free til en 2-årig?

SPØRGSMÅL:
Kære Rikke
Jeg har et spørgsmål til jeres flotte Nike Free sneakers. Ideen med modellen Free er jo, at den skal være meget let og “fri”, så det næsten føles som om, at man ikke har sko på! Derfor antager jeg, at der heller ikke er meget støtte i skoene. Hvordan stemmer det overens med små børnefødder – har selv en datter på 2 år – som jo netop siges at skulle have støtte, da de går så ujævnt endnu med fødderne, og deres led er meget bløde? Min søn på 5 har fået et par Hummel Crosslite, der jo også er lette, dem elsker han, men jeg har med vilje undgået lignende modeller til min datter. Men måske bekymrer jeg mig unødigt? På forhånd tak for dit svar!

Venlig hilsen
Karen

 

SVAR:
Kære Karen
Det er rigtigt, at Nike Free er en super let og behagelig sko at have på. Samtidig er den heller ikke så varm som mange andre sneakers, så den er også god om sommeren. Sålen er blød og flexibel, hvilket er rigtig godt for alle børn. Nike Free er god til børn, dog bør den ikke være den primære sko hos de helt små børn, men suppleres af andre sko med god støtte, fx en lædersko med fast hælkappe, hvilken giver en rigtig god støtte til de mindstes fødder. Det er vigtigt hos de små børn, at de har fodtøj på, der sidder godt til, gerne med snørrebånd eller velcrobånd, så den kan justeres, så den passer lige præcis til dit barns fødder.

Vær opmærksom på at Nike Free sidder godt fast om dit barns fod for at give den mest optimale støtte. Der bør ikke være mere en 1 cm voksetillæg – dette for at sikre at foden ikke glider frem og tilbage i skoen ved gang.

Mange hilsener
Rikke


Klip Klappere hele dagen?

SPØRGSMÅL:
Hej Rikke
Jeg elsker at gå i klip klappere, og har dem stort set på fra april til september. Men hvad med børn. Er det ok at de render rundt i dem dagen lang?

Hilsnen fra Morten

 

SVAR:
Hej Morten
Klip klappere er meget populære hos rigtig mange voksne, og også hos en del børn. De er nemme at få af og på, farverige og man får dejligt meget luft til tæerne. Jeg vil dog ikke anbefale klip klappere som fodtøj, man kan have på en hel dag. Grunden til at klip klappere ikke skal være fodtøj børn har på en hel dag, skyldes, at de ikke sidder godt fast på fødderne. Når barnet går eller løber bliver hun eller han, nødt til at spænde uforholdsmæssigt meget i fødderne for simpelthen, at beholde klip klapperne på fødderne. Hvis klip klapperne bruges meget – altså mange hele dage – kan det på sigt give overbelastningsskader i fodens muskler, sener og mange små led.

Klip klappere er altså ikke fodtøj der hører hjemme i vuggestue, børnehave eller skole. Men gerne til brug på ferier eller hjemme, hvor de benyttes til og fra stranden, isboden eller andre korte ture. Det giver som regel sig selv, at børn ikke kan have dem på en hel dag, da det vanskeliggør løb, klatring, cykling mm.

Mange hilsner Rikke


Bløde led

SPØRGSMÅL:
Hej Rikke

Jeg har lige købt Babybotte begyndersko til min datter på 15 mdr. Indendørs har hun blot brugt skindfutter. Nu er jeg blevet gjort opmærksom på hendes bløde led og leder efter indendørs sko. Jeg er i tvivl, om det skal være Babybotte sandaler eller superfit prewalkers. Hun er jo ikke hypermobil, men har brug for fast hælkappe. Spørgsmålet er, om der er nok støtte i prewalkeren? Tænker at det også må være sundt at komme lidt ud af de faste sko. Hun slæber lidt med venstre fod, den vender lidt ud til siden. Hun har en smal fod.

Mvh Malene

 

SVAR:
Kære Malene

Jeg kender desværre ikke Babybotte skoene, men generelt kan man sige, at nogle børn er mere bløde og smidige i deres led end andre børn. Disse børn har ofte brug for lidt længere tid til at blive stabile omkring deres led. Hvis børn har en meget blød fod, kan det være sværere for barnet at holde balancen, og derfor kan de være lidt langsommere til at nå milepælene fx at kravle, at gå osv. Det er vigtigt, at barnet har fodtøj, der støtter omkring anklen. Fodtøjet skal have en fast hælkappe, der ikke kan trykkes for let ind, men være fast og robust. Fodtøjet skal sidde godt fast på foden, og fodtøjet må ikke være for tungt. Der skal være regulerbar lukkeanordning som fx velcrolukning eller snørrebånd. Det kan være en rigtig god ide, at barnet som indesko har sandaler, der opfylder disse krav.

Vi mennesker er alle forskellige af bygning, højde og drøjde. Fødder der vender indad eller udad er, som regel et af disse kendetegn. I forhold til det lille barn, der endnu ikke går sikkert endnu vil man som regel afvente situationen, med mindre barnet ikke bevæger sin fod og sit ben normalt. Hvis du er i tvivl, syntes jeg du skal have din praktiserende læge til at lave en vurdering.

Med venlig hilsen

Rikke


Velkommen til GrowingFeets Brevkasse

Her kan du stille spørgsmål om dine børns fødder til vores ekspert Rikke Baade Ingelsson, der som både sygeplejerske og sundhedsplejerske har arbejdet med børn i snart 15 år.

Skriv dine spørgsmål i formularen nedenfor.

Alle henvendelser bliver besvaret, men kun udvalgte bringes her i brevkassen.

Med venlig hilsen
Signe
Grundlægger af GrowingFeet.dk

Brevkasse

    • Ingen kategorier