SPØRGSMÅL:
Kære Rikke
Jeg har nogle spørgsmål om sandaler til min søn på 1 1/2 år. Han fik sine første sko i efteråret og har også haft rigtige vinterstøvler, som han fortsat bruger. Jeg har allerede købt overgangssko/forårssko, og nu vil jeg gerne købe sandaler til ham. Mit spørgsmål er om det er bedst med lukkede eller åbne sandaler? Hvor meget voksetillæg vil du anbefale – det er svært for mig at vide, hvor meget hans fødder vokser de næste par måneder?
Mvh Camilla
SVAR:
Kære Camilla
Der er flere ting, du skal være opmærksom på, når du køber sandaler til de helt små børn (under 2 år). Hælkappen skal være fast – det giver foden den bedste støtte, og det er vigtigt for de små børn, der fortsat går lidt usikkert. Mange begyndersandaler går lidt højere op om anklen end normale sandaler, netop for at give den bedste støtte. Det er også vigtigt at sandalen sidder tæt omkring anklen, så man undgår at foden svupper op og ned når barnet går. Det kan være svært at vurdere, hvad størrelse sandal man skal købe til sit barn, men som tommelfingerregel, kan man sige at et barns (mellem 0 og 2 år) fødder vokser 2 cm om året.
Begyndersandaler må ikke købes alt for store – det kan hæmme barnets gang. Et voksetillæg på 1 cm er passende.
Med venlig hilsen
Rikke